Fordøjelsen

Det begynder i munden

Kroppen skal bruge energi. Det får den

gennem den mad, vi spiser. Energien bliver

brugt til at holde alle kroppens funktioner i

gang. Der skal energi til at tænke, bevæge

sig, formere sig og holde hjertet i gang. 

 

Fordøjelsen af maden begynder i munden.

Her findeles maden ved, at vi tygger den i mindre stykker. Nogle tænder er gode til at

skære føden over, mens andre tænder er

gode til at tygge. I munden udskilles der enzymer. De findes i spyttet, og de spalter sukkerstoffer til mindre bestanddele. Det kan være stivelse i brød, som bl.a. spaltes til druesukker. Når maden er tygget grundigt, synkes den som en fødebolle. Den må ikke komme ned i lungerne, da man så vil blive

kvalt. Derfor er der en lille klap nede i halsen, som lukker af for luftrøret, når maden synkes. Denne klap hedder strubelåget. 

 

Syre i maven

I mavesækken udskilles en stærk syre, som hedder saltsyre. De fleste har prøvet at få

syren i munden og i næsen, når de kaster op. Kommer opkastet op i næsen, svider det, fordi slimhinderne i næsen ikke kan tåle syre.

 

Der er dog en god grund til, at vi har syre i mavesækken. Der findes bakterier i vores mad, som ikke må komme videre ned i tarmene. De skal dræbes, og det gør mavesyren. Nogle gange overlever bakterierne og skaber problemer i maven. De fleste bliver heldigvis dræbt, og fordøjelsen kan foregå nor- malt. I mavesækken udskilles der også enzymer – de spalter proteinerne i den mad, man har spist.

Mavesækkens væg er beklædt med muskler. Når de trækker sig sammen, æltes maden med væsken i maven. 

 

Tolvfingertarmen

Efter at have været i mavesækken kommer maden ind i tolv- fingertarmen. Den hedder sådan, fordi den er lige så lang, som tolv fingre er brede – omkring 20-25 cm. I tolvfingertarmen er der en udførselsgang fra bugspytkirtlen og fra galdeblæren. Fra bugspytkirtlen udskilles bl.a. et enzym, som spalter fedt. Enzymet spalter fedtet i mindre bestanddele, som senere kan optages gennem tyndtarmens vægge og komme ud i blodet. Enzymet får hjælp af saft fra galdeblæren. Herfra kommer galde, der er vigtig for fordøjelsen af fedt. 

 

Tyndtarmen

Efter tolvfingertarmen kommer maden over i tyndtarmen. Den er ca. 4 meter lang og lidt tykkere end en haveslange. På indersiden sidder millioner af små tarmtotter, der alle har blodårer, som optager stofferne i den opløste mad. De mange tarmtotter betyder, at tyndtarmen har en overflade, der er større end et almindeligt hus – ca. 250 m2. Tyndtarmen har altså et meget stort areal, som den kan optage føden gennem. Fedt, sukker og protein, som nu er spaltet i bittesmå bestanddele, passerer gennem tarmvæggen og ind i blodkarrene. Nu kan stofferne transporteres med blodet derhen i kroppen, hvor der er brug for dem. 

 

 

 

Tyktarmen

Når maden har passeret gennem tyndtarmen, kommer den videre til tyktarmen. Den er 2-3 gange så tyk som tyndtarmen, og den ligger i en bue omkring tyndtarmen. Føden bevæges frem og tilbage i tyktarmen, så den æltes godt.

 

I tyktarmen lever der en masse bakterier. De hjælper til med at nedbryde maden helt – men udvikler gennem deres aktivitet en række gasser, der kommer ud som prutter. Bakterierne udvikler gasser, bl.a. svovldioxid, som lugter fælt.

 

I tyktarmen optages der også vigtige vitaminer fx K-vita- min, der er nødvendigt, for at blodet kan størkne – koagulere. Udover vitaminer optages også vand. Føden har indtil nu lignet suppe. Men for at vi ikke skal miste for meget væske, optager tyktarmen nu en masse vand. Derved får afføringen en fast konsistens. 

 

Endetarmen

Til sidst når maden frem til endetarmen. Her opbevares afføringen, indtil der er så meget, at det trykker på tarmen. Så véd man, at det er tid til et besøg på toilettet. Her slapper man af i den ringmuskel, som holder på afføringen i endetarmen, og afføringen presses ud. Maden er nu blevet fordøjet, og vi har optaget de stoffer, som vi skulle bruge. Resterne er ufordøjelige fibre, døde tarmceller og tarmbakterier samt galdefarvestoffer.

Madens vej gennem fordøjelsessystemet tager normalt 12- 36 timer.